Kor
Man siger:
I de mørke vinternætter
når Nordenvestenvinden tuder,
Sandet pisker højt
og skumflager flyver om ørene,
der kan du høre lyden af mennesker i
dødskamp
ude fra Dødemandsbjergene.
Du kan se skygger af fremmede sømænd
der går hvileløst rundt
på Thorsminde strand.
Tavse ligtog.
De druknede,
der går på rækker
de er steget op fra havet
skyllet op af bølgernes brydning.
Han
Her ligner landet et blødt baghoved
man får lyst til at lægge sin hånd på
den blide runding
der løber ud i en lang smal hals.
Julen 1811
byboerne står klar nede på stranden
med flasker med brændevin og vil bytte,
en kniv for brændevin
et gevær for brændevin
et stykke stof for brændevin
når skibet kommer ind
efter nogle lange dage på vandet.
Sømændene
trætte efter kampen med havet, tørstige og lettede
over bare at være i live,
at have overlevet en brodsø, en storm.
De plejer at fejre
at de er kommet i land.
De sidder i sandet og drikker
indtil flaskerne er tomme.
De raver rundt på stranden
og kan ikke finde ud på skibet
igen.
De druknede
Vi kan høre stemmerne,
der trænger ned til os
gennem havet.
Den uhyggelige lyd
af vand der fosser ind på skibet.
Mænd, der græder, der griber
ud efter noget at holde fast i
et gelænder, et skab,
mens skibet synker.
Udenfor: Ingen fugle, ingen fisk eller rev
en stum havbund uden ansigt.
Bare en følelse
af at være alene tilbage i verden
der er så stærk.
Vi prøver at sige noget,
men da vi åbner munden,
falder der vand ud af den
en stor stråle
af grumset grålig væske.
Der er ingen ord
ingen lyd
kun vandet, der flyder ud af os.
Det smager salt.
Han
Natten mellem lillejuleaften og juleaften 1811
På stranden står byboerne, de siger:
Snart kommer skibet,
snart kommer Jesus
og julen.
Men skibet kommer ikke
det er kun lig
der skyller i land
1391 druknede.
Havet er uroligt,
det rejser sig,
strøm og vind er imod det.
Ud over havet høres bølgerne, der bliver brudt,
mågernes skrig
sømænd, der synger
mens en brodsø vælter ind over skibet
og får det til at kæntre.
Kor
Man siger:
I de mørke vinternætter
når Nordenvestenvinden tuder,
sandet pisker højt
og skumflager flyver om ørene,
der kan du høre lyden af mennesker i
dødskamp
ude fra Dødemandsbjergene.
Du kan se skygger af fremmede sømænd
der går hvileløst rundt
på Thorsminde strand.
Tavse ligtog.
De druknede,
der går på rækker
de er steget op fra havet
skyllet op af bølgernes brydning.
Han
Der er én af de druknede
man ikke holder op
med at snakke om i Thorsminde.
Det er ham, der ligger
omme ved stranden
neden for kirken
druknet, drevet i land
med åbne øjne og et smil i dem
der får hans unge tynde hud om øjnene
til at rynke let.
Hans hænder er foldet som i en bøn
der skal to mænd til
at vriste hans fingre fra hinanden.
Mændene kan ikke glemme synet
det spreder sig ud over kysten
den unge mand med smilet i de døde øjne
de stærkt foldede hænder
der næsten ikke kan vristes fra hinanden
som om den unge mand lever med Gud
som man lever med sine lunger
en nyre
og hjertet.
De druknede
Vi ved, hvad håbet kan gøre ved én.
De levende har altid været bange
for os døde
men der er intet at frygte.
Vi venter bare
på det øjeblik
hvor nogen siger vores navne for sidste gang
på jorden.
Vi går rundt og ser
på menneskene
hvordan de klamrer sig til hinanden,
når de danser
og har sex
selv i søvnen
rækker de ud efter hinanden.
Vi vil egentlig bare gerne
have lov til
at dø.
Alligevel kan vi ikke holde op
med at håbe på
at nogen vil sige vores navne
igen.
Han
Hvad skal man vende sig imod,
når man ikke har noget sted
at tage hen for at undgå døden?
Kor
Man siger:
I de mørke vinternætter
når Nordenvestenvinden tuder,
sandet pisker højt
og skumflager flyver om ørene,
der kan du høre lyden af mennesker i
dødskamp
ude fra Dødemandsbjergene.
Du kan se skygger af fremmede sømænd
der går hvileløst rundt
på Thorsminde strand.
Tavse ligtog.
De druknede,
der går på rækker
de er steget op fra havet
skyllet op af bølgernes brydning.
© copyright. Denne tekst er beskyttet af ophavsretten og må ikke kopieres uden tilladelse.