Kor

Man siger:

I de mørke vinternætter

når Nordenvestenvinden tuder,

Sandet pisker højt

og skumflager flyver om ørene,

der kan du høre lyden af mennesker i 

dødskamp

ude fra Dødemandsbjergene.

Du kan se skygger af fremmede sømænd

der går hvileløst rundt

på Thorsminde strand.

Tavse ligtog.

De druknede,

der går på rækker

de er steget op fra havet

skyllet op af bølgernes brydning.

Han

Her ligner landet et blødt baghoved

man får lyst til at lægge sin hånd på

den blide runding

der løber ud i en lang smal hals.

Julen 1811

byboerne står klar nede på stranden

med flasker med brændevin og vil bytte,

en kniv for brændevin

et gevær for brændevin

et stykke stof for brændevin

når skibet kommer ind

efter nogle lange dage på vandet.

Sømændene

trætte efter kampen med havet, tørstige og lettede

over bare at være i live,

at have overlevet en brodsø, en storm.

De plejer at fejre

at de er kommet i land.

De sidder i sandet og drikker

indtil flaskerne er tomme.

De raver rundt på stranden

og kan ikke finde ud på skibet

igen.

De druknede

Vi kan høre stemmerne,

der trænger ned til os

gennem havet.

Den uhyggelige lyd

af vand der fosser ind på skibet.

Mænd, der græder, der griber

ud efter noget at holde fast i

et gelænder, et skab,

mens skibet synker.

Udenfor: Ingen fugle, ingen fisk eller rev

en stum havbund uden ansigt.

Bare en følelse

af at være alene tilbage i verden

der er så stærk.

Vi prøver at sige noget,

men da vi åbner munden,

falder der vand ud af den

en stor stråle

af grumset grålig væske.

Der er ingen ord

ingen lyd

kun vandet, der flyder ud af os.

Det smager salt.

Han

Natten mellem lillejuleaften og juleaften 1811

På stranden står byboerne, de siger:

Snart kommer skibet,

snart kommer Jesus

og julen.

Men skibet kommer ikke

det er kun lig

der skyller i land

1391 druknede.

Havet er uroligt,

det rejser sig,

strøm og vind er imod det.

Ud over havet høres bølgerne, der bliver brudt,

mågernes skrig

sømænd, der synger

mens en brodsø vælter ind over skibet

og får det til at kæntre.

Kor

Man siger:

I de mørke vinternætter

når Nordenvestenvinden tuder,

sandet pisker højt

og skumflager flyver om ørene,

der kan du høre lyden af mennesker i 

dødskamp

ude fra Dødemandsbjergene.

Du kan se skygger af fremmede sømænd

der går hvileløst rundt

på Thorsminde strand.

Tavse ligtog.

De druknede,

der går på rækker

de er steget op fra havet

skyllet op af bølgernes brydning.

Han

Der er én af de druknede

man ikke holder op

med at snakke om i Thorsminde.

Det er ham, der ligger

omme ved stranden

neden for kirken

druknet, drevet i land

med åbne øjne og et smil i dem

der får hans unge tynde hud om øjnene

til at rynke let.

Hans hænder er foldet som i en bøn

der skal to mænd til

at vriste hans fingre fra hinanden.

Mændene kan ikke glemme synet

det spreder sig ud over kysten

den unge mand med smilet i de døde øjne

de stærkt foldede hænder

der næsten ikke kan vristes fra hinanden

som om den unge mand lever med Gud

som man lever med sine lunger

en nyre

og hjertet.

De druknede

Vi ved, hvad håbet kan gøre ved én.

De levende har altid været bange

for os døde

men der er intet at frygte.

Vi venter bare

på det øjeblik

hvor nogen siger vores navne for sidste gang

på jorden.

Vi går rundt og ser

på menneskene

hvordan de klamrer sig til hinanden,

når de danser

og har sex

selv i søvnen

rækker de ud efter hinanden.

Vi vil egentlig bare gerne

have lov til

at dø.

Alligevel kan vi ikke holde op

med at håbe på

at nogen vil sige vores navne

igen.

Han

Hvad skal man vende sig imod,

når man ikke har noget sted

at tage hen for at undgå døden?

Kor

Man siger:

I de mørke vinternætter

når Nordenvestenvinden tuder,

sandet pisker højt

og skumflager flyver om ørene,

der kan du høre lyden af mennesker i 

dødskamp

ude fra Dødemandsbjergene.

Du kan se skygger af fremmede sømænd

der går hvileløst rundt

på Thorsminde strand.

Tavse ligtog.

De druknede,

der går på rækker

de er steget op fra havet

skyllet op af bølgernes brydning.