Tekst

Stubber Kloster

Hun

Jeg ved, du er et sted ret tæt på

og jeg ser dig:

Du syr på et billedtæppe

i salen,

i et vindue i muren har en svale

bygget rede.

Der er mange æg her i klosteret,

der er gledet ud

af livmoderen

og gået til grunde.

Vores søstres hviskende stemmer

den tunge sol

der gør køerne dovne.

De ligger søvndrukne ude foran klosteret

i en overflod af blomster.


Kor (synger hviskende)

Mælkebøtter, vild floks, kamille,

perikon, grønne lykkepiller.

Det er tid til bøn, det kolde gulv under fødderne

og det hele kan snart

begynde forfra.

Der er forskellige former for fred

vi bærer blomsterne i vores hænder

og bogen

eller

blomsterne og bogen bærer os.


Hun

Jeg ved du er et sted ret tæt på

og jeg ser dig:

Du finder dit tørklæde frem

og jeg elsker lyden af dine skridt

over stengulvet

og den tilgroede skov

du har

i dine øjne.

Du finder fingerbøllet frem,

ten, tenvægte, brikvævning og bændler,

du syr på et billede.

Senere finder jeg dig i køkkenhaven

du rækker dine hænder op mod skyer

du aldrig når.

Du siger:

Venter jeg længe nok

vil en eng vokse op

igennem mig.

En eng med stier

gennem langt græs

gennem svedent græs

gennem krat.


Kor (synger hviskende)

Mælkebøtter, vild floks, kamille, perikon, grønne 

lykkepiller.

Det er tid til bøn, det kolde gulv under fødderne

og det hele kan snart

begynde forfra.

Der er forskellige former for fred

vi bærer blomsterne i vores hænder

og bogen

eller

blomsterne og bogen bærer os.


Hun

Jeg ved, du er et sted ret tæt på.

Dagene her står stille og lysende

mod søen

vi ligner hinanden i den mørke kjole

og den mørke kappe, det hvide hovedklæde,

der indrammer dit ansigt.

Jeg kender ikke dit hårs farve

eller længden på det

duften af det

hvordan du reder det

De ord, vi siger, de sætninger

vi taber

knirker i murene.

Det er skræmmende at høre

sin stemme

i den stilhed

klosteret skaber.

Varmen fra ildstedet i salen

det føles som at gå forbi et hus

der længe har været forladt

at se et lys derinde

og høre én kalde sin elskede for skat.


Kor (synger hviskende)

Mælkebøtter, vild floks, kamille, perikon, grønne 

lykkepiller.

Det er tid til bøn, det kolde gulv under fødderne

og det hele kan snart

begynde forfra.

Der er forskellige former for fred

vi bærer blomsterne i vores hænder

og bogen

eller

blomsterne og bogen bærer os.


Hun

Dine fødder i græsset

vores spor

gennem fårefolden og hjertet.

Fårene græsser, standser op, løfter hovedet

alt er ved det gamle

men forandret.

Hvad er der at sige?

Jeg elsker dig, men

siger du, du er så tydelig

at jeg ikke kan se dig.

Jeg ser dig ofte

bare som en bevægelse

men så er det en anden i den mørke kjole

en af vores søstre

hun lukker kappen om sig

så er hun væk bag klostrets mure.

Jeg tager tøjet af min krop

mørket vokser op

af markerne,

mens jeg lytter til lyden af mig selv

mit eget åndedræt

der ikke vil forlade mig.

Tekst af Dy Plambeck