Hun

En hugorm ligger i solen i klitterne

de tatoverede mænd i tykke morgenkåber

går forbi den og ned til havet og bader.

Kor (mandestemmer)

Klitbønderne snørede deres vandresko

og gik hele vejen til kongen i København

Husby var ved at drukne

ikke i vand

men i sand.

Det nåede op foran døren til kirken.

Hun

Jeg gror et barn ligesom Maren.

Marens Maw ligger foran mig.

Man ved intet om vindens retning

eller fostret i den gravides krop

før man står ansigt til ansigt med det.

Tag mig i hånden, kom, lad os løbe

ned ad Betonvejen

ned til bunkeren

tyskerne kommer, krigen,

hvad skal jeg gøre

med dine ting, vores barn,

der vokser, huden strækker sig

i lange mærker

der ligner landegrænser

på et Europakort.

Han

Det bliver nat over Europa

men man kan sige

det altid har været tilfældet

her i occidenten

med den nedadgående sol.

Hun

Aftenlandet

Europa.

Han

1945, stunde nul

Europa blev delt.

Muren blev rejst.

Hun

Tiden har blotlagt bunkeren

skrænterne og vandet

som sprøjter højt op i luften

når vi løber gennem det.

Måske blæser alt væk

også bunkeren bliver ædt

af havet.

Ingen kender sin tid

men jeg glemmer ikke,

hvordan det er at komme hjem

husets duft, lydene,

som at møde en gammel ven igen.

Den kærlighed man har til alt det

der ikke er synligt

men fuld af lys.

Kor (mandestemmer)

Klitbønderne snørede deres vandresko

og gik hele vejen til kongen i København

Husby var ved at drukne

ikke i vand

men i sand.

Det nåede op foran døren til kirken.

Han

Jeg ser barnet vokse i din krop,

en fod der glider hen over maveskindet

en lille hæl under huden.

Jeg har brug for barnet –

ikke for at glemme

men for at huske:

en sti, der gror til bag mig for hvert skridt i klitplantagen

at vi engang klatrede op ad de skråninger

uden at mærke den mindste træthed.

Vi kunne standse op

og puste ud et øjeblik

uden at blive knust.

Hun

En mand ligger op ad betonmuren

krummet sammen i et nej.

Der er en indgang men ingen døre

i bunkeren.

I et hjørne en brugt tampon

hvor blodet også har gennemvædet snoren.

Et udstødt æg

en ydmyget og ubrugelig bunker

der ligger her

uden våben og strategi

skilt fra sit skjul.

Murene der indrammer alt dét,

der er gået tabt, og alligevel

kan jeg lugte

krudtet, frygten.

Jeg stryger mine hænder over den kolde beton,

jeg lukker døren til jeg ved ikke

hvilken slags mørke

men et mørke der synker

i ét med bunkeren

med havet.

Alt det, der ligger på bunden:

en håndtaske, en ring, et par kondisko, en hånd,

der rækker ud efter dig.