Hun
En hugorm ligger i solen i klitterne
de tatoverede mænd i tykke morgenkåber
går forbi den og ned til havet og bader.
Kor (mandestemmer)
Klitbønderne snørede deres vandresko
og gik hele vejen til kongen i København
Husby var ved at drukne
ikke i vand
men i sand.
Det nåede op foran døren til kirken.
Hun
Jeg gror et barn ligesom Maren.
Marens Maw ligger foran mig.
Man ved intet om vindens retning
eller fostret i den gravides krop
før man står ansigt til ansigt med det.
Tag mig i hånden, kom, lad os løbe
ned ad Betonvejen
ned til bunkeren
tyskerne kommer, krigen,
hvad skal jeg gøre
med dine ting, vores barn,
der vokser, huden strækker sig
i lange mærker
der ligner landegrænser
på et Europakort.
Han
Det bliver nat over Europa
men man kan sige
det altid har været tilfældet
her i occidenten
med den nedadgående sol.
Hun
Aftenlandet
Europa.
Han
1945, stunde nul
Europa blev delt.
Muren blev rejst.
Hun
Tiden har blotlagt bunkeren
skrænterne og vandet
som sprøjter højt op i luften
når vi løber gennem det.
Måske blæser alt væk
også bunkeren bliver ædt
af havet.
Ingen kender sin tid
men jeg glemmer ikke,
hvordan det er at komme hjem
husets duft, lydene,
som at møde en gammel ven igen.
Den kærlighed man har til alt det
der ikke er synligt
men fuld af lys.
Kor (mandestemmer)
Klitbønderne snørede deres vandresko
og gik hele vejen til kongen i København
Husby var ved at drukne
ikke i vand
men i sand.
Det nåede op foran døren til kirken.
Han
Jeg ser barnet vokse i din krop,
en fod der glider hen over maveskindet
en lille hæl under huden.
Jeg har brug for barnet –
ikke for at glemme
men for at huske:
en sti, der gror til bag mig for hvert skridt i klitplantagen
at vi engang klatrede op ad de skråninger
uden at mærke den mindste træthed.
Vi kunne standse op
og puste ud et øjeblik
uden at blive knust.
Hun
En mand ligger op ad betonmuren
krummet sammen i et nej.
Der er en indgang men ingen døre
i bunkeren.
I et hjørne en brugt tampon
hvor blodet også har gennemvædet snoren.
Et udstødt æg
en ydmyget og ubrugelig bunker
der ligger her
uden våben og strategi
skilt fra sit skjul.
Murene der indrammer alt dét,
der er gået tabt, og alligevel
kan jeg lugte
krudtet, frygten.
Jeg stryger mine hænder over den kolde beton,
jeg lukker døren til jeg ved ikke
hvilken slags mørke
men et mørke der synker
i ét med bunkeren
med havet.
Alt det, der ligger på bunden:
en håndtaske, en ring, et par kondisko, en hånd,
der rækker ud efter dig.
© copyright. Denne tekst er beskyttet af ophavsretten og må ikke kopieres uden tilladelse.